Sider

torsdag den 19. januar 2012

Faldt i "den sjove" fælde og kan ikke komme op igen...


Jeg er jo så forvirret at jeg næsten bliver irriteret på mig selv...Hvad faen vil jeg? Jeg kan ikke tage mig sammen til at træne selvom jeg har så mange planer i år....arghhhh og jeg er min egen værste fjende når det gælder vin og ballade med pigerne.

Føler lidt at jeg er sat på "stand by" her i Tokyo...jeg bliver doven og jeg hader det!!! Før jeg kom til Tokyo trænede jeg hver eneste dag og pressede mig selv temmelig hårdt. Det er nemt når man er omringet af verdens bedste at forblive fokuseret, men her er der ikke meget støtte til at opretholde min træning. Mit arbejde forstår ikke rigtig at jeg gerne vil komme ind og træne, de synes jeg er tosset når nu vi laver shows hver aften..., men har dog (med stor overtalelse) fået lov til at komme ind og lege imens de gør klar til aftenen jeg må bare ikke spille musik og kan ikke nå det helt store...så har faktisk kun været inde 3 gange.

Min rolle i showet er ret stor, men ikke særlig krævende pole mæssigt og fordi jeg synger live i den sidste sang går jeg glip af det polework der er koreograferet til det nummer. Vi har også nogle soloer forberedt, men indtil videre er de kun de andre piger der har optrådt med deres....nok fordi jeg er så fremtrædende i hovedshowet ;-) Så nogle aftener er jeg kun på scenen 1 gang...og det passer mig bestemt IKKE!!

Nogle ville måske synes det er bomben at tjene det samme som de andre men ikke behøvede røre en finger, hvilket jeg også synes er skønt de aftener jeg er træt :-D

Der er så mange ting jeg kunne bruge den ekstra tid til, strække, forberede til Miss Burlesque Australia der er om 9 uger...men kan jeg tage mig sammen???...NEJ SGU DA!!! Hvad sker der med mig?

Vælger at tro det er normalt og at det bare er lige nu jeg giver mig selv lov til at "slappe af" og have sjov med pigerne efter arbejde...og så er jeg tilbage til min psykopat træning igen lige om lidt. Det er også meget koldt her i Tokyo, så jeg forestiller mig også at jeg bare er en bjørn i vinterhi he he...

Ej for at være seriøs ville jeg blive så sur på mig selv hvis jeg pga at jeg pludselig blev doven ikke opnåede mine mål...og det ligner mig ikke. Så hvad skal der til for at jeg kan komme på rette vej igen???

Jeg prøver at sige til mig selv: Hvem er den eneste der kan ændre det...Mig!!...Det virker ikke helt...OG VUPTI...der kom der en email fra "BOBBI"...der spørger ind til alt muligt...og så blev jeg flov over min ugidelighed...pis!!

Nogle dage har jeg følt mig meget alene med alle mine trænings ønsker her i Tokyo og bare fulgt med hvor der var sjovest (mest til karaoke steder natten lang), men heldigvis har jeg mødt min engel der holder øje med mig...Hun hedder Bobbi og bor i Australien. Det er faktisk skræmmende så mange gange hun uden at vide det har synkroniseret med mine tanker...

Er der en jeg ikke vil skuffe så er det hende, Gud hvor er jeg glad for at jeg har mødt hende og ved at hun ikke vil lade mig falde...Så efter at krybe til korset i min mail til hende vil jeg nu rette ryggen og tage mig sammen, der er mål der skal opnåes og hvis man vil være en af de bedste så må man klemme ballerne sammen og bide i det sure æble...OG TRÆNE!!

Xx Stine K(an også være doven)

søndag den 8. januar 2012

365 dage, 1 år ældre og lidt klogere, eller hvad?


Præcist et år siden jeg sidst har skrevet...skræmmende at tænke på hvor meget der er sket på 365 dage!!

Jeg fik mit visa på plads i midten af januar, solgte alt hvad jeg havde i Danmark og sendte 3 flyttekasser afsted mod Sydney. Nåede lige en fantastisk modeuge i februar, hvor jeg kunne sige farvel til alle og derefter ud i lufthavnen med en enkelt billet til Sydney, Australien. Super skræmmende at "melde sig ud af Danmark" og nu leve som udenlands dansker på den anden side af jorden...

Fandt en dejlig lejlighed lidt uden for centrum som jeg deler med Cleo. Cleo er instruktør hos Bobbi's og har netop vundet Miss Pole Dance Australia 2012...er pisse stolt af hende, ved hvor meget hun har trænet og fortjent det. 2 dage om ugen går jeg i skole, hvor jeg studere til at blive sportscoach og hver eneste dag kan man finde mig hos Bobbi's Pole Studio, hvor jeg enten er den skøre receptionist eller den svedende elev i klasserne. Jeg underviser stadig ikke selvom jeg for nyligt er begyndt at deltage i "teacher training". Vil gerne trække den så længe jeg kan med at undervise, for ved når jeg først begynder glemmer jeg lidt min egen træning og har nogle mål i 2012 som jeg godt kunne tænke mig at opnå. Men Bobbi sagde en dag til mig at jeg var "mere" end bare en receptionist og at jeg var meget velkommen til at komme til hendes "teacher training" klasse (kun for hendes instruktører)...hvilket jeg selvfølgelig var pave stolt over :-D

Sidder pt i Tokyo, Japan hvor jeg skal være i 3 måneder for at danse og synge i et poleshow 6 aftener om ugen. Et show koreograferet af "the one and only - Bobbi"...Ja det havde jeg nok ikke regnet med for et år siden at jeg skulle være dansekaptajn og front danser på.

Ting er gået så stærkt og når man så pludselig bliver tvunget til at stoppe lidt op og tænke...(Tvunget fordi jeg ikke har min daglige rutiner som jeg normalt har i Sydney og som jeg savner...specielt min træning hos Bobbi), ja så savner man!!! Og jeg savner faktisk mine venner fra Danmark...MEGET. Savner bare at kunne tage tlf og sige "Skal vi mødes til brunch" eller bare at følge med i deres liv. Selvfølgelig er der facebook, men jeg har så mange mails i inboxen at jeg sjældent når at skrive til dem jeg savner...Og nu er der gået ET HELT ÅR!!!

Heldigvis var jeg så heldig at opleve en af mine veninder blive gift og den tur til Danmark i sommer er noget af det bedste jeg oplevede i 2011...tror bare ikke helt jeg har fortalt hvor maget jeg savner hende og det må jeg få gjort noget ved!!!

Efter jeg kom tilbage til Sydney i august skete der en hel del...Jeg valgte jo at gå ind i "Miss Nude Sydney" og det bragte lidt ekstra med sig på godt og ondt. Jeg er stadig stolt af min præstation og har intet problem med at have gjort det...og gør det nok højst sandsyndligt også igen. Kan dog godt blive lidt trist når folk nu tror at det er det eneste jeg laver, for det er det bestemt ikke. Jeg kæmper/træner hver dag super hårdt for at blive en dygtig poledanser (med tøj på) og det er virkelig ikke noget man kommer nemt til, måske derfor jeg er så glad for det...Men selvfølgelig er det aldrig det folk gider læse om og det er også helt ok med mig. Når man stikker snuden frem (og smider tøjet) må man tage de slag der kommer....Håber bare at mine venner vil lukke sladderen ude og huske hvem jeg er indeni, for intet har ændret sig.

Vi har alle vores fejl og min er at jeg er dårlig til at huske at fortælle mine venner hvor meget de egentlig betyder for mig...For pludselig kan man godt føle sig alene og lidt bange for at de er gledet væk imens jeg har haft travlt.

Xx Stine K(an stadig godt skrive dansk...undskyld hvis der er lidt stavefejl undervejs)